FVU skal bane vej

FVU skal bane vej for drømmen om job som elektriker

Benjina kommer oprindeligt fra Nepal og er lidt af en verdensborger. Før hun kom til Danmark, læste hun til elektronikingeniør i Tyskland. Nu finpudser hun sit danske med FVU og gør sig klar til det næste skridt: Erhvervsuddannelse som elektriker på TEC på Frederiksberg.

Benjina er en travl dame, som gør noget ved sine drømme. Det er nok noget, hun har lært hjemmefra. Hun er opvokset i Nepal med en mor og far, som drev deres eget supermarked. Målet var at spare op og sikre en god uddannelse til deres børn. Da Benjina var lille rejste forældrene 3 år til Tyskland for at arbejde og tjene ekstra til opsparingen.

Da Benjina skulle i gang med at uddanne sig, faldt valget på Tyskland, hvor hun læste til elektronikingeniør på Hochschule Bremen.  Her mødte hun sin forlovede, og i sommeren 2013 blev hun og Bhaskar Khanal gift og valgte at besøge Danmark på deres bryllupsrejse. De blev så forelskede i den danske sommer, at de besluttede at flytte hertil på green card. Siden da er det gået stærkt.

Lever travle liv med familie, studie og arbejde

I dag har parret en datter på næsten 3 år, som snart skal starte i børnehave. De bor i Husum, og Benjina er i fuld gang med at tage kørekort samtidig med, at hun går på FVU. FVU står for forberedende voksenundervisning. På FVU videreudvikler man sine skriftlige færdigheder på dansk i relation til uddannelse og arbejdsmarkedet. Selv beskriver Benjina det sådan her: ”FVU er en praktisk måde at lære dansk på. Man bliver bedre til at skrive og læse dansk.” Hun har netop afsluttet trin 2 på FVU-læsning.

Benjina er utroligt glad for at bo i Danmark. I dag arbejder hun med rengøring, og hun drømmer om at finde en anden karrierevej. Det er grunden til, at hun har søgt ind på uddannelsen til elektriker, hvor beskæftigelsesmulighederne er bedre.

Tysk er svært – dansk er endnu sværere

”Jeg regner med at blive meget bedre til dansk, mens jeg læser til elektriker, især fordi man også kommer i praktik. Til hverdag har jeg ikke nogen at tale dansk med, men når jeg kommer i praktik, regner jeg med at tale en masse dansk. Da jeg lærte tysk, var grammatikken nok det sværeste. Men dansk er endnu sværere! Dansk udtale er slet ikke som stavemåden”, fortæller Benjina.

Benjina får svar på sin ansøgning til juni. Første gang hun søgte ind, fik hun afslag, fordi hun ikke var god nok til at læse og skrive dansk. Men nu har hun gået på FVU og håber på et bedre resultat. Hvis Benjina bliver optaget denne gang, kan hun starte på elektrikeruddannelsen på TEC til januar 2020.

Mere om FVU