Working in Denmark - foredrag med Kay Xander Mellish

IA inviterer: Sjovt foredrag med celebrity-blogger Kay Xander Mellish

Kay Xander Mellish
Kay Xander Mellish har arbejdet som konsulent og foredragsholder i Danmark i over 16 år og har et godt øje til de mange morsomme og skøre uskrevne regler på danske arbejdspladser.

I september 2016 vil vi gerne invitere alle IA Sprogs nuværende og kommende kursister til et levende og sjovt foredrag med forfatter, blogger og kommunikationsekspert Kay Xander Mellish.

Kay er amerikaner men har boet og arbejdet i Danmark siden 2000 – blandet andet som kommunikationskonsulent for store danske firmaer som Danske Bank, Saxo Bank, Carlsberg. Hun har således stor erfaring i at arbejde som udlænding i Danmark.

Foredraget foregår som et tv game-show i en afslappet og humoristisk tone som får udlændinge og danskere til at deltage aktivt sammen. Det handler blandt andet om at der på danske arbejdspladser hersker en lang række selvfølgeligheder som i den grad forvirrer udlændinge:

  • Hvordan arbejder man i en flad ledelsesstruktur, og hvordan adskiller danske chefer sig fra andre? Hvordan kan man for eksempel kende forskel på når en dansk chef kommer med et forslag og en ordre?
  • Hvorfor er det så svært at få hjælp af sine danske kollegaer, og hvordan gør man det?
  • Hvordan tackler man situationen på danske arbejdspladser hvis nogen laver fejl? Hvordan håndterer danskere konflikter?
  • Hvorfor er det så vigtigt at gå med til sociale arrangementer, og hvordan griber man en julefrokost an hvis man hverken drikker alkohol eller spiser svinekød?

Undervejs deler Kay ud af anekdoter, morsomme observationer og gode råd med stor indlevelse og humor, og alle tilhørere går glade hjem med en bedre forståelse af sig selv og hinanden på det danske arbejdsmarked.

Kay Xander Mellish har skrevet bogen How to live in Denmark, som er genoptrykt 3. gang, og hendes blog og podcasts er særdeles populære blandt udlændinge i Danmark.