Om høflighed på dansk og universelle regler

Når vi er høflige, følger vi bestemte sproglige og kulturelle regler, og dem tilpasser vi præcis den situation vi er i. Vi tænker oftest ikke over hvad vi gør, men når vi står i en ukendt situation, så kan vi blive i tvivl. Er man mon høflig på de samme måder i andre kulturer, på andre sprog?

Hvis du har været ude at rejse og oplevet andre kulturer, så har du helt sikkert oplevet situationer hvor du begyndte at tænke over om det du gjorde var høfligt. Men er vi så forskellige på tværs af landegrænser og verdenshave? Eller findes der nogle universelle regler som alle i verden følger på samme måde, når vi vil være høflige?

Hvad stiller man op uden et ’please’?

På dansk lærer man at der ikke er noget ord der svarer til det engelske please eller det franske s’il vous plaît. På japansk spiser man almindeligt med verbalformen 食べる, men vil man være høflig så bruger man formen 食べます. På spansk siger man til sine venner, men usted til sin lærer, præcis som forskellen på ты og вы på russisk samt du og Sie på tysk.

Disse forskelle har vi ikke på dansk – og der er ingen, der rigtigt bruger det høflige De længere. Betyder det så at vi er mindre høflige i Danmark end andre steder i verden? Ikke nødvendigvis, for vi kan sagtens udtrykke høflighed sprogligt på andre måder.

Kunne det eventuelt tænkes at du måske havde mulighed for at sidde lidt stille?

På dansk bruger vi ofte verber i præteritum og småord som lige, bare og måske, mens vi ofte undgår verber i imperativ og i stedet bruger spørgsmål. Det føles høfligere at sige: ”Kunne du måske lige sidde stille?” end at sige: ”Sid stille!” – selvom det egentlig betyder det samme: Vi vil gerne have den anden person til at sidde stille.

I stedet for at bruge imperativen sid! stiller vi spørgsmålet kunne du måske lige sidde stille? Ved at stille et spørgsmål giver vi den anden person lov til at tage stilling. Og ved at bruge verbet kunne i præteritumsform får vi en hypotetisk betydning som igen giver personen mulighed for selv at tage stilling til, om han vil sidde stille. Med adverbiet måske fremhæver vi den hypotetiske situation endnu mere, og når vi tilføjer lige så gør vi anmodningen mindre direkte og mindre belastende for modtageren.

På dansk bruger vi lige i rigtig mange sammenhænge. ”Vent lige et øjeblik,” siger de i telefonen – for det lyder venligere og blidere end hvis de havde sagt ”Vent et øjeblik.”

Fælles regler for høflighed på alle sprog i hele verden

Sprogforskerne Brown og Levinson (1987) præsenterer i deres bog om universel høflighed en teori om at der faktisk findes nogle universelle regler om høflighed alle mennesker i verden er enige om. De taler om at alle mennesker har både et positivt ansigt og et negativt ansigt. Når vi kommunikerer med andre mennesker, kan vi komme til at true de to slags ansigter med vores handlinger.

Hvis vi er ligeglade med en persons følelser eller ikke har de samme meninger så truer vi deres positive ansigt. Hvis vi begrænser den andens frihed, så truer vi deres negative ansigt. Hvis vi prøver at undgå de handlinger der truer den andens ansigter, så vil vi blive modtaget bedre af vedkommende.

Imidlertid har vi jo også selv de to ansigter, og de kan også blive truet af vores egne handlinger. Hvis det bliver klart at vi ikke har ret, så bliver vores positive ansigt truet; hvis vi lader en større magt styre os, så bliver vores negative ansigt truet.

Når mennesker kommunikerer, er det altså altid en balance mellem ens egne to ansigter og de andres to ansigter, og det mener Brown og Levinson er universelt for alle mennesker.

Høflig manipulation?

I de danske eksempler ovenfor så vi hvordan en sætning blev høfligere af at stille et spørgsmål (Kunne du prøve at sidde stille?) i stedet for at give en kommando (Sid stille!). Når vi spørger på denne måde og giver personen mulighed for selv at tage stilling, så begrænser vi ikke personens frihed, og vi undgår at true personens negative ansigt.

Det gør vi dog ikke gratis for ved at give den anden person lov til selv at vælge giver vi vedkommende mere magt end os selv, og det truer vores eget negative ansigt. Men ved at give den anden person mere magt får vi dem også til at gøre som vi selv vil have. På en måde manipulerer vi altså med folks ansigter for at få vores egen vilje igennem og betaler for dette ved selv at miste ansigt.

Litteratur:

Brown, Penelope og Levinson, Stephen C.. 1987. Politeness: Some universals in language usage. Cambridge: Cambridge University Press.

https://en.wikipedia.org/wiki/Face_negotiation_theory