Dialekter i Danmark

Er skandinavisk ét sprog?

Dansk er et nordisk – eller nord-germansk – sprog, og dets nærmeste slægtninge er norsk og svensk. Faktisk er norsk og svensk så nært beslægtet med dansk, at man kunne se alle 3 sprog som dialekter af det samme skandinaviske sprog. Når danskere, nordmænd og svenskere taler sammen, behøver de ikke tale engelsk, men kan tale hver sit eget sprog. Det er lidt ligesom når newzealændere og indere taler engelsk med hinanden: Måske kan de godt have svært ved at forstå hinanden, men de taler begge engelsk, selvom det lyder lidt forskelligt. Eller som når en tysker og en schweizer taler tysk med hinanden: Sprogene er meget forskellige, men går begge under navnet ”tysk”. Når en marokkaner og en ægypter taler med hinanden, siger vi også at de begge taler arabisk, selvom de overhovedet ikke kan forstå hinanden.

Holdninger til dialekter

Det danske sprog er ikke bare dansk, men består af en række dialekter, vi sammen betegner som dansk. Der er f.eks. flere forskellige slags jysk, fynsk og bornholmsk. I Danmark er det i dag sjældent, at folk der taler forskellige dialekter ikke kan forstå hinanden, men det er ikke umuligt. F.eks. taler mange i Sønderjylland og på Bornholm stadig så meget dialekt, at det kan være meget svært at forstå for folk der ikke kommer fra egnen.

Sproget i Danmark har længe nærmet sig det sprog man taler i København. Undersøgelser viser faktisk, at der er status og prestige i at lyde københavnsk: Man rangerer ubevidst københavnsk højere end andre dialekter i Danmark, også selvom man synes godt om andre dialekter og ikke selv taler københavnsk.

I Danmark har dialekter altså ikke særlig høj status, og længe var der en regel i radio og fjernsyn om, at speakerne skulle tale såkaldt rigsdansk – altså noget der mindede om det sprog, den københavnske overklasse traditionelt har talt. Folk der flytter til København, begynder ofte at tale som københavnerne og taler ikke længere sin egen dialekt. I vores naboland Norge er det helt anderledes, for der er folk stolte over deres dialekt, og ofte bliver de ved med at tale dialekten fra deres hjemegn selvom de flytter til store byer som Oslo eller Bergen.

Når udlændinge lærer dansk på sprogskolerne, er det en form for københavnsk rigsdansk. Det er det vi kan kalde for standarddansk. Herunder kan du læse om nogle af de største forskelle på de danske dialekter.

Tonefald

Den tydeligste forskel på dansk rundt omkring i Danmark er intonationen. Det første man lægger mærke til når man rejser fra f.eks. København til Århus, er at københavnere udtaler ord med et stigende tonefald, hvor århusianere udtaler ord med et faldende tonefald. Hvis en københavner altså siger ”Danmark”, så har han lav stemme på ”Dan” og høj stemme på ”mark”. Hvis en århusianer siger ”Danmark”, så har han i stedet høj stemme på ”Dan” og lav stemme på ”mark”.

1, 2 eller 3 køn?

Traditionelt havde dansk 3 grammatiske køn: hankøn, hunkøn og intetkøn, ligesom i f.eks. moderne tysk, islandsk, russisk, tamilsk og rumænsk. I dag tilhører alle gamle hankøns- og hunkønsord samme grammatiske køn. Det kalder vi for fælleskøn, altså ord, vi sætter ”en” foran. Det betyder at der er mange flere ord, vi sætter ”en” foran, end ord vi sætter ”et” foran. Moderne standarddansk har altså kun to køn, nemlig fælleskøn og intetkøn.

I mange områder af Danmark har de traditionelle dialekter stadig de gamle 3 køn. Det er de gule områder på kortet herunder. Bemærk, hvordan København er blå i forhold til områderne omkring. Dialekten på Bornholm har stadig tre køn. Lad os prøve at illustrere det ved at bøje nogle ord på standarddansk.

Vi har fælleskøn (eller n-ord)
en stol, stolen, stole, stolene
en mark, marken, marker, markerne

Vi har intetkøn (t-ord)
et hus, huset, huse, husene
et træ, træet, træer, træerne

Vi kan se, at endelserne kan være forskellige inden for samme køn på standarddansk. Som sagt er der på bornholmsk tre køn, men selvom der er ét køn mere, så er bøjningsendelserne mere regelmæssige:

Hankøn: enj stol, stolinj, stola, stolana

Hunkøn: en mark, marken, marker, markarna

Intetkøn: et huz, huzed, huz, huzen et træ, træed, træ, træn

På den anden side har dialekten i Vestjylland kun ét køn, og her sætter man den bestemte artikel ”æ” foran ordet, ligesom på engelsk ”the”. Her er de samme 4 ord på vestjysk:

en stuo’l, æ stuo’l, stuol, æ stuol

en mark, æ mark, mar’ke, æ mar’ke

en hus, æ hus, huus, æ huus

en træ, æ træ, træ’e, æ træ’e

I Vestjylland er køn forudsigeligt: Tællelige ting er alle fælleskøn, utællelige ting er intetkøn. Den tendens kender vi i øvrigt fra standarddansk, hvor ”noget vand” er vand generelt, men ”en vand” er en bestemt mængde vand, f.eks. i en flaske.

Stød

Når udlændinge hører dansk, er stødet ofte det første de lægger mærke til. Den dér lidt hakkende knirkestemme, der godt kan hugge en stavelse over i to. De fleste varianter af dansk har stød, men de sydligste danske dialekter og bornholmsk har ikke stød.

Selvom stød findes i det meste af landet, er det også forskelligt, hvilke ord vi har stød i rundt omkring i Danmark. I København har man f.eks. stød i ugedagene man’dag og søn’dag, men ikke i lørdag. I Jylland er det ofte omvendt: Dér har mandag og søndag ikke stød, mens lør’dag har.

I Vestjylland findes desuden noget, man kalder vestjysk stød. Det er et glottalt lukke, som findes før pp, tt og kk. Når man i vestjysk heller ikke har endelsen -e, så bliver det glottale lukke pludselig den eneste forskel i en masse bøjninger. F.eks. har vi på standarddansk kat i ental og katte i flertal, mens man på vestjysk har kat hhv. ka’t.

Uanset hvilken dialekt du taler eller lærer, skal du heldigvis nok blive forstået af de allerfleste danskere. Og ofte bliver dialekter opfattet som en charmerende variation i alt det rigsdanske eller standarddanske vi hører i radio og TV.

Kilder:

Illustrationerne og mange af eksemplerne i denne artikel kommer fra Københavns Universitets hjemmeside om danske dialekter: http://dialekt.ku.dk, hvor du også kan gå på opdagelse og læse om og ikke mindst lytte til forskellige danske dialekter.